Om….

Myten om Icarus var en myte skrevet af de efterladte – men…var de efterladte interesseret i at beskrive et menneske som fløj for højt…for højt fordi de tænkte: “ved jorden at blive det tjener dig bedst” ?

Fordi de havde Janteloven inde under huden og mente det var sådan livet burde leves ? En myte som måske blev til fordi et (selv-)undertrykkende menneske ikke ser tingene oppefra. Fordi et selvundertrykkende menneske ser begrænsninger, ikke muligheder, ikke udviklingspotentiale, ikke resiliens, ikke….

En nutidig fortsættelse af den myte vi har fået overleveret, går på, at Icarus ikke døde i faldet. Det var den historie man ønskede kom frem af ovenstående grunde – men det passede ganske givet ikke ! Det passer ihvertfald ikke ind i min neo-mytologiske forståelse og livsfilosofi. Den frihed er hermed taget: friheden til at skabe en neo-mytologisk forståelse og livsfilosofi…

Frøet til denne nye myte kunne føre ud af følgende spor: Vi skal ikke holdes nede af en Jantelov som skaber et undertrykkende og undertrykt fællesskab – vi skal have lov at tænke tanker om forandring, om frigørende fællesskaber, om frihed for mig og resten verdens befolkning. Hvor fællesskabet skal hen må komme, jeg ved så udmærket hvor jeg vil gå – ud af en sti som fører til.. For mig er livet en proces. Processen er målet, intet andet….